generalforsamling 2010

Skærød

Grundejerforening

Find os på facebook

Copyright © All Rights Reserved

 

Generalforsamling 2010

 

Referat af generalforsamlingen afholdt 24/2-2010 kl. 19:00 i Kulturhuset store sal.

 

Formanden bød velkommen og åbnede dagsordenen’s pkt. 1

 

1. Valg af dirigent.

Bestyrelsen foreslog Robert Andersen.

Gurrehaven 45 v/Arne Thomsen mente ikke at man kunne vælge dirigenten blandt bestyrelsesmedlemmerne.

Formanden nævnte at det blot var et forslag og det var frit for enhver at stille op som kandidat til dirigentposten.

Da der efter en kort tænkepause – ikke var andre kandidater, valgtes Robert Andersen som aftenens dirigent.

 

1.a Ulovlig indkaldelse

Robert Andersen beklagede på bestyrelsens vegne at der havde indsneget sig en slåfejl i indkaldelsen idet der var anført mødedato: 24/2-2009 og ikke 24/2-2010 som der selvfølgelig skulle have stået. Flere andre steder var der anført -2010.

Gurrehaven 45 mente at generalforsamlingen var ulovligt indkaldt og ville have generalforsamlingen aflyst. Afstemning ved håndsoprækning blev foretaget. For aflysning stemte 1 og for fortsættelse stemte et overvældende flertal. Forslaget blev derfor forkastet.

 

2. Optælling af stemmeberettigede

Hanne Gilholt foretog optællingen og vi landede på 23 stemmeberettigede.

 

3. Bestyrelsens beretning

Fabian Petersen fremlagde beretning for det forgangne år.

Kommentarer til beretningen:

 

Gurrehaven 45 ville gerne vide om hegnet mod Gurrehavegårdsvej 62 og 64 var lovligt og godkendt af kommunen.

Jørgen Vingborg forklarede om den åstedsforretning, der var inden opførelsen og det kontraktnotat der blev udfærdiget samt besigtigelsen og fremtidig vedligeholdelse samt den endelige godkendelse af bestyrelsen. Kommunen er ikke indvolveret i denne sag.

 

Gurrehaven 45 ville gerne vide om det var grundejerforeningen der betalte den afbrænding af ukrudt, der var foretaget i sommer/efterår 2009.

Bestyrelsen forklarede at der var tale om et forsøg og at det var Niels Thomsen, der havde udført arbejdet og selvfølgelig var han betalt for arbejdet.

Det var i øvrigt kun hvor der er kantsten at arbejdet er udført for at skåne astfalten for revner og efterflg. ødelæggelse.

 

Gurrehaven 45 mente at bestyrelsen skulle sørge for at alle grundejere overholdt alle servitutter mv.

Bestyrelsen svarede, at som den forrige bestyrelse havde udtalt i 2009, så ville denne bestyrelse heller ikke agere politi eller kommune. Hvis man er utilfreds med andre grundejeres måde at virke på, må man henvende sig til kommunen.

 

Gurrehaven 45 spurgte om hvorfor en hæk ved fællesarealet i Skærød I, ikke var blevet klippet.

Niels Thomsen der har stået for dele af vedligeholdelsen af fællesarealerne i 2009, kunne forklare at den omtalte hæk var privat og derfor ikke var vores opgave.

 

Herefter kom beretningen til afstemning og den blev godkendt af et stort flertal.

 

 

 

 

4. Årsregnskab 2009.

Hanne Gilholt fremlagde regnskabet.

Kommentarer til regnskabet:

 

Gurrehaven 6 ville gerne vide om legepladserne blev brugt noget særligt.

Hanne Gilholt svarede at hun ofte, sammen med sine børnebørn, brugte legepladsen i Skærød I.

 

Gurrehaven 14 ville gerne vide om vi fik ryddet sne gratis, da det ikke fremgår af regnskabet som en udgift.

Hanne Gilholt svarede at det var fordi sneryderen ingen regning havde afleveret i 2009, men at det ville fremkomme i 2010-regnskabet.

 

Gurrehaven 6 mente at der burde gruses på vejene.

Gurremarken 6 omtalte at i bund og grund skal alle grundejere selv rydde vejen ud for egen grund, ud til midten, da det er private veje.

 

Herefter kom regnskabet til afstemning og det blev godkendt af et stort flertal.

 

 

5. Foreslag fra bestyrelsen.

Bestyrelsen har ingen forslag til behandling.

 

Gurrehaven 45 var af den opfattelse at dette punkt ikke fremgik af foreningens vedtægter.

Dirigenten fremviste via den medbragte PC de vedtagne vedtægter på forrige generalforsamling. Her fremgår det klart at punkt 5 og pkt. 6 fremstår som beskrevet. Bestyrelsen er derfor af den opfattelse at Gurrehaven 45 havde medbragt en kopi af det forslag bestyrelsen dengang havde til vedtægtsændringer, men lige det punkt om sammenlægning af pkt. 5 og 6 trak vi tilbage på daværende generalforsamling.

 

Hjemmesiden indeholder de vedtagne og gældende vedtægter.

 

 

6. Indkomne forslag.

Dirigenten Robert Andersen fortalte om de indkomne forslag.

 

3 forslag foreligger fra Gurrehaven 6 v/Arne Stougaard, men da Arne Stougaard ikke er tilstede så kan behandling ikke foretages.

Hans hustru indvilgede dog i at være behjælpelig under behandlingen.

 

A1. forslag afvises da der ikke er tale om et reelt forslag, men en ikke nærmere kendt plan til fremlæggelse.

A2. forslag er allerede omtalt i formandens beretning og vil derfor blive behandlet i bestyrelsen i den kommende periode.

A3. forslag afvises da det er den valgte bestyrelse der vælger den gartner/operatør der foretager vedligeholdelse af fællesområderne.

 

4 forslag foreligger fra Gurrehaven 45 v/Arne Thomsen.

B1. forslag afvises da emnet om ulovlig indkaldelse er behandlet tidligere.

B2. forslag afvises da man ikke kan udsende en beretning før den er godkendt.

B3. forslag om at regnskabet skal udsendes med indkaldelsen og ikke bare fremgå af grundejerforeningens hjemmeside. Bestyrelsen havde haft det lidt svært med at få regnskabet præsenteret klart og tydeligt på hjemmesiden og indvilgede derfor i, at fremover udsendes regnskabet sammen med indkaldelsen.

B4. forslag om at bestyrelsens forslag udsendes med indkaldelsen afvises, da det ikke er kotyme og ikke er noget krav iht. vedtægterne.

Alle besvarelserne af de fremlagte forslag blev af generalforsamlingen godkendt med et stort flertal.

 

7. Fastsættelse af budget med årskontingent, rykkergebyr og vederlag til bestyrelsen.

Hanne Gilholt fremlagde punktet og omtalte at besked om betaling af kontingent fremsendes inden længe da det skal være betalt inden april måned.

Punktet blev godkendt.

 

 

8. Valg til bestyrelsen. +

9. Valg af suppleanter.

Robert Andersen ønskede at trække sig da han arbejdsmæssigt er voldsomt ophængt.

Efter en del opfordringer og diskussion på tværs viste det sig at der var ingen der ønskede at indtræde i bestyrelsen.

Robert Andersen tilbød herefter at tage en tørn mere. Stort bifald.

Det er aftalt at Robert deltager på relativt lav blus, da han er hårdt hængt op af arbejde.

På valg var Jørgen Vingborg – han var villig til genvalg og blev det !

På valg var ligeledes Niels Thomsen, men da han var i bestyrelsen fordi der manglede 1 ved forrige valg ( opr. suppleant ) ville han ikke genvælges til bestyrelsen, hvorimod han gerne ville fortsætte som suppleant. Niels Thomsen blev derfor valgt til 1. suppleant. Men der manglede stadig et bestyrelsesmedlem.

Gurrehaven 14 v/Kurt E. Jensen tilbød sin assistance og alle klappede.

Gurrehaven 6 v/Othelie Stougaard ville gerne deltage som suppleant og blev derfor valgt som 2. suppleant og der blev klappet endnu en gang.

 

 

10. Valg af revisorer og revisorsuppleant.

På valg var revisor Arne Thomsen Gurrehaven 45 og revisorsuppleant Steffen Bendz Gurrehaven 18.

De var begge villige til genvalg og blev det.

 

11. Eventuelt.

Løvdalsvej 7 udtrykte stor tak til Niels Thomsen for den fine måde hvorpå han har ordnet bl.a. legepladserne og dele af fællesområderne.

 

Løvdalsvej 5 er plaget af større buske der hænger ind over hans ejendom, fra fællesarealet og forespurgte om disse måtte beskæres. Det er godkendt for så vidt angår det, der hænger ind over ejendommen.

 

Bjergagervej 3 omtalte et stort træ ud for Gurrehaven 4, det dækker gadelampen og besværliggør passage på græsrabatten. Bestyrelsen ser på sagen og fremsender evt. henstilling om fjernelse.

 

Bjergagervej 9 mente at vi måske skulle udfærdige nogle standard-sedler til uddeling.

Bestyrelsen mener at en direkte omtale af problemet er bedre og mere målrettet.

 

Løvdalsvej 5 så meget gerne at der blev etableret en gang ( grus/fliser ) fra slutningen af Løvdalsvej til vejkanten ved Gammel Amtsvej – dvs. gennem fællesområdet.

Bestyrelsen tager emnet op i næste periode.

 

Løvdalsvej 4 synes det ville være en god idé at få al det omdelte materiale fremsendt i e-mail. Bestyrelsen har tidligere behandlet emnet og Robert Andersen fortalte om de problemer der kan opstå ved vedligeholdelse af e-mail adresser mv. og i øvrigt kommer vi ikke uden om at indkaldelsen skal omdeles.

Løvdalsvej 6 tilbød at vi kunne låne en kraftigere projektor til næste generalforsamling, da den vi brugte var for lille til opgaven, det fremviste var desværre noget sløret. Vi takker for tilbuddet.

 

Fabian Petersen fortalte om den nye bestyrelsesmappe han havde etableret og som blev uddelt til bestyrelsesmedlemmerne.

 

Slut på eventuelt

Dirigenten Robert Andersen takkede for det fine fremmøde og ønskede velbekomme.

 

Møde slut 20:45

 

For referatet

Jørgen Vingborg

2010-02-25